De seneste ti år er antallet af blogs i England, der følger specifikke fodboldhold – og kun de hold – eksploderet. I mange år har de eksisteret parallelt med den klassiske sportsdækning, men de seneste tendenser peger på, at bloggerne nu bliver integreret hos de store netaviser.
Dette kan vise sig at være et smart træk fra netavisernes side, da bloggerne ofte leverer populære, underholdende og anderledes troværdige fremstillinger af holdenes præstationer. Men de bringer nemlig også læsere med sig – en populær fodboldblogger på twitter kan snildt have mellem 50 og 100.000 følgere. Følgere der, oftere end ikke, klikker ind og læser, når bloggerne har skrevet nye artikler.
Men hvordan adskiller bloggernes dækning af fodbold sig fra netavisernes fremstilling? Svaret ligger i, at nyhedsmedier har en tendens til at ville servicere alle. Der er en underliggende markedslogik i, at man vil ramme en fællesnævner, der kan appellere bredt. Nogle journalister vil endda sige, at journalistisk handler om at skrive til alle.
Modsat, så skriver bloggerne kun for folk på samme hold. Folk der er enige om, at man siger ”vi” og ikke holdets navn. Folk der er enige om, at andre holds spillere er fjender, der skal behandles med ironi og sarkasme. Folk der er på samme bølgelængde, og som egentlig er ligeglade med de fleste andre fodboldhold, andre fodboldligaer og især landsholdsfodbold.
Omkring bloggene er der skabt en slags ”community” frem for en læserskare. Her er interaktionen imellem de forskellige skribenter og læsere til at få øje på, og livedækningen af kampene, på et medie som twitter, er oftest underholdende og udbytterig.
Denne interaktion har både klubber og aviser fået øje på. Og det er her udviklingen er blevet ekstra interessant. Adskillige af de mere prominente bloggere har nu klummer på både store internetaviser og på rene sportssites. Gevinsten er klar – medierne beholder læsere, og samtidig styrkes fangruppens tillid til mediet, da det herigennem repræsenterer den pågældende klubs tilhængere.
I England er det medier som Metro, The Mirror og selvfølgelig The Guardian, der har været mest aktive i at inddrage bloggere eller erklærede tilhængere som bidragsydere til deres sportssektion. De amerikanske sportssites ESPN og Bleacher Report er også nogle af de fremmeste i at rekruttere skribenter fra bloggernes talentmasse.
Derudover er klubberne også begyndt at invitere bloggerne til både pressekonferencer og sågar besøg på træningsbanerne. De fremhæver desuden blogindlæg på klubbernes egne hjemmesider og inviterer dem med til at udarbejde fanvideoer mm… Derudover følger klubberne med på bloggene og i diskussionerne på de sociale medier, hvor de følger op på sjove påfund og diskussioner.
“I London klubben Arsenal er høje tyske forsvarsspiller Per Mertersacker blevet døbt #BFG på de sociale medier. Med kærlighed et akronym for ”Big Fucking German.” Klubben og Mertesacker selv bruger nu altid denne betegnelse, når han nævnes på sociale medier.”
Udviklingen i England er spændende fordi den udfordrer de traditionelle sportsnyheder og har sit afsæt i interessebaserede communities. Altså, hvor det er læseren, der i langt højere grad bestemmer, hvad interessen er og ikke markedslogikken.
I Danmark fordrer landets størrelse ikke, at hver klub i Danmark kan have flere bloggere tilknyttet. Dog er der enkelte nicheblogge og publikationer, der er vokset til bredere anerkendelse og som har indgået samarbejder med de større medier. De mest kendte er måske Conte-Nestor fra Den Fri, der senere blev signet af Tipsbladet og magasinet Kontra, der indgik et samarbejde med nyhedssitet bold.dk. Derudover har holdet bag @fodboldbrok også gjort formidlingen af sport på nettet betydeligt mere underholdende.
Hvad angår specifikke sites til engelske klubber er oldtrafford.dk et godt site for tilhængere af Manchester United, og tidligere havde Londonklubben Arsenal to blogs i Danmark dedikeret til klubben. Arseblog.dk og Danishbergkamp.dk (som blev skrevet af undertegnede tilbage i 2008), men begge er nu for længst forsvundet.
Udviklingen i England er spændende fordi journalistikken tager en drejning væk fra den traditionele nyhedsjournalistik. Istedet skabes indholdet i langt højere grad på læsernes præmisser. Væk er ideen om, at det er mediet der ved, hvad der er mest interessant omkring fodboldholdet. I stedet er tilhængeren – eller forbrugeren – kommet i fokus. Det er det interessebaserede, der driver fortællingen frem af. En udvikling vi følger tæt på Netudgaven.
The post Fodboldbloggerne kommer appeared first on Netudgaven.