“Maluco Mulungo, skøre hvide mand!”, råber drengene drillende efter mig i et af fattigkvarterene i Mozambiques hovedstad, Maputo. Første gang kom jeg derned som frivillig fodboldtræner. Nu er jeg rejst tilbage for at se, om alt ligner sig selv.
Den halvfyldte Ethiopian Airlines-maskine barberer de sidste luftlag af og gør klar til at ramme den tørre og blege landingsbane. Under os folder Maputo sig ud. Om ti dage er det præcis ét år siden, at jeg forlod Mozambiques hovedstad efter fire måneder i byen som frivillig på et fodboldprojekt i slumkvarteret Mafalala, et af hovedstadsområdets allerfattigste bairros. Det meste af min barndom foregik på de københavnske fodboldbaner. I Mafalala forsøger jeg at give noget videre. Under mit første ophold var jeg med til at træne femogtyve drenge i alderen 10-13. Ikke for at de skulle blive bedre. Men for at de skulle have noget at lave.
I Mafalala skal man nemlig være gjort af noget specielt for at styre udenom alkohol, stoffer og kriminalitet. Drengenes shorts er lukket med ståltråd og når de skærer sig på et af de mange glasskår i den sandkasse, der skal forestille en fodboldbane, binder de en plastikpose om såret. Jeg har ofte tænkt på, hvordan det går drengene, de andre trænere og byen. Det er et kapitel uden punktum. Nu er jeg på vej tilbage.
Kaptajnen beder os om at spænde sikkerhedsbælterne. Det er først nu, at det går op for mig, at jeg virkelig skal tilbage. Jeg kan allerede fornemme varmens ubønhørlige pres på tindingerne. Palmebladenes gyngen i den frelsende vind. Det knitrende røde sand, som er blotlagt af fortove, der er sprængt i småstykker af aggressive trærødder. Jeg ser de vraltende damer for mig, der bærer baljer med maniok, litchi, mango og meget andet på deres stille hoveder. Taletidssælgerne med de røde Vodafone-veste, som søger tilflugt i skyggen for at dyste i dam med cola-kapsler, når de tager en pause fra at sælge taletid. Og de højtråbende compradors, der spiller klodsmajor med mennesker i de spruttende, prustende og skrotklare minibusser.
Damen i immigrationen kigger olmt på mig, og tyrer mistroisk et fedtet stempel i mit pas. Nu er jeg her. Min rygsæk ruller som den forreste på bagagebåndet, og snart efter sidder jeg i en taxa på vej ind mod byen. Jeg bliver straks konfronteret med Maputos ufattelige kontraster. På Hotel Polana i byens turist- og business-lomme af samme navn drikker man champagne til morgenmads-buffeten, der bliver serveret med billedskøn udsigt til det Indiske Ocean og en swimmingpool, der slår alle charterhoteller i det ægæiske øhav hjem til start. Udenfor på Avénida Julius Nyérere pendulerer den ene imponerende bil efter den anden mellem ambassadekvarteret og byens pæne restauranter under de duvende akacietræer. I velassorterede delikatesseforretninger skal man tage samme eksistentielle valg ved køledisken, som man skal i Danmark. Lige her minder Maputo mest af alt om hvilken som helst sydeuropæisk storby.
Ikke ligesom i Mafalala hvor der er mange, der slet ikke får morgenmad. Folk bor i tarvelige blikskure. Der iler jævnligt rotter gennem de klaustrofobiske smøger. Og store affaldsbunker har sammen med den rasende varme bygget en stinkdyne, der hviler selvfølgeligt over bydelens godt 20.000 indbyggere. I fugleflugt er der mindre end tre kilometer mellem Polana og Mafalala, men det kunne ligeså godt være parallelle verdener. Én by, to virkeligheder.
Sidst boede jeg hos en lokal værtsfamilie i Maputo-forstaden Choupal. Det var en kæmpe hjælp til at forstå Mozambique, men det tog hårdt på kræfterne. Det skulle forestille sig at være mit hjem, men jeg var jo bare gæst. Denne gang indlogerer jeg mig på Fatima’s, et lille hostel i udkanten af centrum, hvor de fleste gæster er rygsækrejsende på vej mod de postkort-værdige strande op langs kysten. Fra vinduet på min sovesal har jeg udsigt til Avénida Mao Tse Tung, en af Maputos større boulevarder. Mine øjne fanger en reklame for
South African Airways. “Brings Africa to the World, and the World to Africa”. Kan det lyde mere globaliseret? Jeg tænker på ordene, da jeg dagen efter i Mafalala passerer, hvad jeg først tænker som et hundeskur, men som faktisk er nogens hjem. Fem stykker rustent blik, tre store sten, to bildæk og lidt tilfældigt plastik forsøger forgæves at give lidt privatliv og sikkerhed. Det er et liv, man kan ikke forestille sig, men et liv der er ligeså almindeligt som mit. På en anden rejse til Malawis hovedstad Lilongwe så jeg engang en dreng i en orange trøje fra Vivild Idrætsefterskole. Fra Midtjylland til det sydlige Afrika på et blink. Dengang tænkte jeg, at verden godt nok er lille. Nu tænker jeg det modsatte. Distancen fra a til b er skrumpet, men det er forskellene ikke. Snarere tværtimod. Omringet af brutal fattigdom virker verden større end nogensinde før.
Det er en mærkværdig kombination af fascination og forfærdelse, der fylder mig, når jeg går rundt i Mafalala. Til tider har jeg lyst til at løbe skrigende væk. Væk fra synene, lugtene, lydene. Men forfærdelsen er aldrig stærkere end fascinationen. Fascinationen af synene, lugtene, lydene. Jeg løber ikke. I hvert fald ikke væk. Forfærdelsen er den nødvendige distance. Fascinationen den nødvendige nysgerrighed. Det må være tvivlen og uvidenheden, der drager mig; og en trang til at overkomme disse. Mafalala har snarere givet mig spørgsmål end svar. Spørgsmål der kredser om verdens uretfærdigheder, tilfældigheder, gådefuldheder, håbløsheder og vidunderligheder. Spørgsmål der er svære at formulere og endnu sværere at svare på.
På mange måder har Mozambique rejst sig fra sin egen aske. Først i 1974 vred landet sig fri af Portugals kolonilænker, og fra 1977 til 1992 år bekrigede de to store politiske partier RENAMO og FRELIMO hinanden i en forfærdelig blodig borgerkrig. Det viser Mafalala tydeligt. Det var herfra modstandskampen mod det portugisiske regime udsprang. Ligesom under Apartheid-styret i nabolandet Sydafrika var Maputo delt op i sort og hvid. De hvide boede i Cidades de Cimentos, cementbyer. De sorte i Cidades de Canicos, blikbyer. Mafalala var sort som natten.
To af Mozambiques tidligere præsident, Samora Machel og Joaquim Chissano, blev født her. Det samme gjorde Eusébio da Silva Ferreira, der efter han blev hentet til Portugal som knægt, blev kåret til verdens bedste fodboldspiller i 1965. Siden borgerkrigens afslutning har Mozambique dog flot fundet formen. Der er blevet afholdt demokratiske valg, og betydelige olie- og gasfund i den nordlige del af landet har været kraftigt medvirkende til at sende vækstraterne på himmelflugt. Ifølge Instituto Nacional De Estatistica har Mozambique haft en vækst på 6,36 % fra 2000 til 2015. Det viser Polanas middel- og overklasse tydeligt.
Men fundamentet skælver under det lange y-formede land på Afrikas sydlige østkyst. Da jeg tog hjem for et år siden svarede 1000 meticais til 200 kroner. I dag svarer det til 140 kroner. Og de solblegede klistermærker med billeder af præsident Filipe Jacinto Nyusi fra valget i oktober 2014, der stadig hænger i Maputos gader, er en konstant påmindelse om landets komplicerede politiske situation. Luften mellem RENAMO og FRELIMO har været under frysepunktet siden Nyusis valgsejr, som RENAMO er overbevist om, at FRELIMO snød sig til.
I den nordvestlige Tete-region er kampe mellem de to partiers tropper brudt ud igen, hvilket ifølge nyhedsbureauet Zitamar News har sendt over 4000 på flugt over grænsen til Malawi. “Regeringstropper har tortureret os og brændt vores huse og hytter. De dræber folk og smider dem i floden”, fortæller Rogério Bernardo, en af de 4000, til Zitamar News. I Maputo trækker de fleste blot på skuldrene, når man konfronterer dem med urolighederne. Her er de vant til at lidt af hvert. Ikke før truslen banker på deres egen dør, kan de for alvor tage sig af den.
Min ven og kollega fra fodboldprojektet Arlindo inviterer mig på en kop maheu, en lokal drik lavet på vand, majsmel og sukker, der mest af alt ligner og smager af tapetklister. I Mafalala er Arlindo kendt som John Terry, efter den engelske fodboldspiller. Hvorfor? Jeg er stadig ikke helt sikker, men han påstår, at hans forældre også kalder ham John Terry. Han forklarer mig, at livet i Mozambique ikke er nemt. Ikke fordi det kniber med at få mad på bordet eller tøj på kroppen. Men fordi der hverken er plads til at drømme eller ambitioner. “Ofte sidder jeg bare derhjemme og laver ingenting”, siger han. Med sine 23 år er Arlindo et alt for godt eksempel på ungdommen i Mozambique, der er arbejdsløs og hjemme-boende uden udsigt til, at det skal ændre sig i nogen nær fremtid. Tendensen er, at den gennemsnitlige mozambiquaner må se langt efter olie- og gasmilliarderne, mens de i forvejen rige bliver rigere. Han vil gerne læse historie på universitet, men det er ikke gratis og pengene rækker ikke til udannelse. I stedet bruger han sin tid på Mafalalas fodboldglade drenge. Han gentager ofte sukkende: “Mozambique er et sygt land”. Og det er ikke de mange Malaria-tilfælde, han refererer til.
Med mig tilbage til Mafalala har jeg en masse fodboldmaterialer til drengene. Hos Associasão Comunitaria Ambiénte de Mafalala (ACAM), organisationen som – blandt meget andet – har taget initiativ til fodboldtræningerne, bliver jeg taget imod af cheferne Job og Luis. De har sørget for traditionel mozambiquansk frokost til min ankomst. Frango á Zambeziana, limemarineret kylling, med shima, en tung og klæg majsgrød, piri-piri, mozambiquansk chili, og en simpel grøn salat bliver serveret på deres improviserede kontor. På det ryddelige træskrivebord ligger der en lommeregner, der aldrig er blevet brugt. I reolen står tomme mapper. Der var også engang en computer. Den virkede ikke, men flot var den. Nu er den stjålet. Det gør det bare endnu mere fjollet, at de også har en printer stående på gulvet. Men for dem er det vigtigt, at kontoret ser bare en smule professionelt ud. Det behøver ikke at være det. Bagefter går vi en tur i Mafalala. En masse mennesker hilser på mig; nogle genkender jeg, andre anede jeg ikke, at jeg kendte. Jeg har jo egentlig set det hele, men mon den krumryggede tigger med den grønne velour-fes sidder, hvor han plejer? Mon boden der sælger den lokale morgenmadssnack pão com badjia – brød med friturestegte bønner – står samme sted? Og mon vi møder nogle af drengene, og kan de huske mig?
Edilson, Mafalalas bedste dribler med et smil, der skinner om kap med Maputos ætsende sol, finder jeg under et halvtag, hvor han står i midten af en større flok og rykker hårdt i joystikket på en gammeldags spillekonsol. En lille mand på den grynede skærm forsøger at flygte fra et slimet monster. Da han får øje på mig, griner han og råber “Maluco Mulungo”, skøre hvide mand. I Mafalala bliver jeg enten kaldt Mulungo, som alle andre hvide i Mozambique, eller Mister, som alle andre trænere. Han klager med det samme over, at han ikke har så meget tid til at spille fodbold, fordi hans mor tvinger ham til at vaske op derhjemme. Det er sådan jeg kender Edilson. Han er legesyg, smittende glad og har altid lidt ondt af sig selv.
Holdets suverænt bedste spiller, Brito, står i døren til sine forældres hjem, der nærmest ligger på selve fodboldbanen. Han har en dansk landsholdstrøje på, som jeg havde med sidst. Kun den røde trøje forhindrer ham i at gå i ét med det tarvelige blik. Hans ansigt er hævet, øjnene blanke, smilet anstrengt. Øjenlågene hænger dovent og skygger halvt for hans mørke blide øjne. Forhåbentlig er han ikke alvorlig syg. Da jeg spørger ham, ryster han langsomt på hovedet. Han ville aldrig fortælle, hvis han var det.
Nelito, anfører og forsvarsstyrmand, kommer hen til mig, mens jeg sunder mig med en Cola i skyggen. Han har Svampebob Firkant trykt på sin t-shirts, som han voksede ud af for et par år siden. Med et forsigtigt smil blotter han sit store elfenbenshvide tandsæt, men uden at miste sin karakteristiske alvorlige mine. Han svarer uden tøven, da jeg spørger om, det går godt. På fodboldbanen, derhjemme, i skolen. Ja, ja og ja. Men det er nødvendigvis ikke sandheden. Nelito er godt opdraget. Måske for godt. Han svarer altid ‘ja’.
De næste uger går med at hjælpe til med træningerne i Mafalala. Nu med kegler, veste, målmandshandsker, bolde, stopur og taktikbræt medbragt fra Danmark. Undervejs møder jeg flere af ‘mine’ drenge. Nogle er stadig på holdet, andre er rykket en aldersgruppe op. Det er glædelige gensyn, men for dem er jeg Mister. Det giver en respekt og autoritet, som de lokale trænere nyder, men som jeg finder intimiderende og anstrengende. Der er andre af drengene, jeg ikke ser skyggen af. Spørger man efter dem, får man et ikke-svar. Hvor og hvornår bliver ikke taget særlig tungt i Mozambique.
Intentionerne kan være nok så gode i Mozambique, men intet kan overhale virkeligheden Hvis jeg var i tvivl om det, var jeg det i hvert fald ikke efter, at Arlindo tog mig med til BEBEC, en årlig fodboldturnering for børn under 14. Turneringen afholdes i skolernes sommerferie og er delvist arrangeret af kommunen. For enden af en improviseret tribune hænger et banner, der prædiker det sympatiske budskab om et sundt liv med sport på bekostning af stoffer, alkohol og kriminalitet. Det er underskrevet af Maputos borgmester Daviz Simango. På den solbrændte sandbane er finaleholdene i fuld gang med at leve op til ordene. Deres udholdenhed er imponerende i den klamme varme.
På den tribune hvor banneret hænger, er en større gruppe mænd til gengæld i gang med at vinde førstepræmieren i kategorien ‘verdens værste forbilleder’. De er både høje og fulde, og standser kampen flere gange med saftige skænderier inde på banen. Nogle gang handler det om kampen, og går ud over dommeren, andre gange er optøjerne sværere at gennemskue. Spillerne venter pænt imens. De virker ikke helt overraskede over udviklingen. Politiet bliver tilkaldt, og den kamp, der burde have varet i to gange tyve minutter tager næsten tre timer. Jeg går perpleks fra banen med Arlindo, stærkt undrende over, hvad det egentlig var, jeg lige havde overværet.
Tre uger efter hænger jeg igen i den tunge luft over Maputo. Ud af det ovale flyvindue ser jeg byen blive reduceret til en uigenkendelig prik, inden den forsvinder helt. Jeg puster ud. Lukker øjnene. Der er noget uendeligt strabadserende over Mafalala. Opmærksomheden, varmen, sproget og mine egne forventninger om ‘den perfekte tur’ tapper kræfterne. Men jeg ved, at når jeg lander i Danmark, vil der ikke gå mange nætter, før jeg atter drømmer mig tilbage til blikskurene, de klaustrofobiske smøger og stinkdynen.
Billederne er taget af Oscar Rothstein
Denne artikel er crowdfundet gennem Peblish.dk, hvor den også er udgivet – har du lyst til at prøve kræfter med Peblish i et samarbejde med Netudgaven, så kontakt en af vores redaktører.
The post Tilbage til Mafalala appeared first on Netudgaven.