NFL er igang! En af årets største sportsbegivenheder på den anden side af Atlanten. I det fodboldgale Europa er følelserne mere blandede. Hvorfor nægter europæerne at overgive sig til amerikansk fodbold? Årsagen er nok, at den amerikanske fodbold er en kulturel spejling af mentaliteten og samfundsstrukturen i Guds eget land.
I Guds eget land er ”football” det største. Ikke det vi i Europa kalder fodbold, men det, der ved første øjekast kan ligne en amerikansk pendant til verdenssporten rugby: amerikansk fodbold.
Men hvor Rugby er vildskab og kaos, er amerikansk fodbold systematisk og storladent. Hver kamp er et episk slag mellem dynastier båret frem af de bedste atleter, menneskeheden kan præstere. Vi nærmer os det guddommelige. De hurtigste har farten til at stille op til sprint i OL. De stærkeste kan løfte en okse. Football er show og drama, fortalt med en storladen barbeque-nationalisme. Ærkeamerikansk. Og dermed polariserende.
For det er selve spillets aura, der gør den uspiselig for mange af os europæere. Den amerikansk-kapitalistiske allegori ligger lige for. Teknologisk fremskridt, den enkeltes ansvar for sin egen lykke, krydret med et ordentligt skud fædrelandsentusiasme, er grundstoffer i NFL.
De fede beskytter de smukke
Ligesom det amerikanske samfund bygger amerikansk fodbold på frontier-myten, og ideen om, at vores forskelligheder alligevel bliver forenet i den såkaldte melting pot. Spillet handler om langsomt at erobre modstanderens territorium, spil for spil, indtil man til sidst kan gribe eller løbe bolden ind i deres hjem og score touchdown. Det er et spil for erobrere.
Samtidig er amerikansk fodbold det store håb for enhver gadedreng. Det forjættede NFL-land kan nås uanset din baggrund. Selv de mest specielle udskud kan få plads på holdet, hvis de vel at mærke arbejder hårdt og målrettet. Et amerikansk fodboldhold indeholder typisk spillere, der kommer fra alle lag i samfundet. Oven i købet er der plads til decideret fede spillere, der er så store, at de ikke kan flyttes, og derfor kan yde beskyttelse for holdets altoverskyggende stjerne – quarterbacken. Der i øvrigt oftere end deres medspillere er fra den øvre del af samfundet.
Ligesom det politiske Amerika har en enevældig person i spidsen, præsidenten, er et football-hold ledet af dette ikon. Quarterbacken, der både bestemmer de øvrige spilleres løbemønstre, og selv skal sætte alt spil i gang, skal kunne tænke strategisk, kunne tusindvis af systemer i hovedet, løbe som en hest og kaste som en olympisk spydkaster. Således leder de stærke de mere forvirrede, der i hvert fald som ikoner fremstår som undersåtter.
Mennesket og maskinen
Ligesom i kapitalismen er teknologisk fremskridt en forudsætning i football. I modsætning til den europæiske fodbold ændres der i reglerne hver sæson, for at spillet altid er mest publikumsvenligt og progressivt. Spillet skal altid være i udvikling. Det er sådan, man tjener flest mulige penge.
Hvor man i fodbold har diskuteret brugen af videoteknologi i årtier, gennemførte man det i ”football” allerede i forsæsonen 1985. Så snart teknologien var til stede, blev den indført. Når dommeren træffer en forkert beslutning, kan man altså bare bede ham om at lave det om. Den menneskelige dømmekraft er komplet degraderet til fordel for maskinernes indtog. Ikke noget med som i europæisk fodbold at tage hensyn til, om dommeren eksempelvis får publikum imod sig, når han laver en fejldom. For vi er alle mennesker og derfor fejlbyggede. Det kan kun en maskine hjælpe os med at modvirke. Football er på den måde også en vigtig reminder om, hvor håbløst uduelige vi ville være uden den uvurderlige assistance fra teknologien. Selv spillerne ligner iført deres udstyr robotter, der ophæver menneskets naturlove ved at kunne accelerere hurtigere, hoppe højere og løbe ind i hinanden med en kraft, der burde være umulig for noget, der er naturligt skabt.
Militær-patriotisme
Overværer man en amerikansk fodboldkamp på stadion i guds eget land, er man altid forbløffet over den militære tilstedeværelse. Veteranerne hyldes inden, under og nogen gange endda efter kampene, der suppleres af vajende stars and stripes og kampfly, der ofte varmer publikum op ved at suse over stadion, til stor jubel og hujen, inden nationalsangen får publikum til at rejse sig i flok, og spillerne til at græde.
Det er netop den konstellation, der minder europæerne om, hvorfor amerikansk fodbold aldrig bliver deres foretrukne sportsgren. Også selv om man kan fylde Wembley, Englands nationale arena i London, nogle gange om året, når det mest kapitalistiske spil af alle flytter til Europa for at udvide markedsandelen. Amerikansk fodbold bliver aldrig vores civilisations foretrukne sportsgren. Dertil er europæerne og amerikanerne alt for forskellige. Alligevel vil jeg sidde klistret til skærmen, når det mest storladne og episke spil af alle igen indleder en ny sæson. Selv om NFL er en reklame for et system og en tankegang, som så mange foragter, er fascinationsgraden nemlig helt i top. Om det er vores evne til at fascineres af ting, vi ikke helt forstår, er jeg ikke sikker på. Trods alt er NFL garant for uforudsigelig underholdning og imponerende individualister. Det minder os om, præcis hvor langt vi mennesker kan nå. Helt uden guddommelig indblanding.
The post Guds egen sport appeared first on Netudgaven.