F.C. København og Brøndby IF har for nylig lanceret støttetiltag for asylbørn. Er tiltagene en politisk kommentar til flygtningekrisen? Og hvor går grænsen mellem social ansvarstagen og politiske holdninger?
En ny tendens vælter som en politisk flodbølge ind over de europæiske fodboldstadioner: moralsk og konkret støtte til de flygtninge, som i disse måneder kæmper for et nyt liv på tværs af Europas landegrænser.
Det startede i foråret i Tyskland. Dynamo Dresden inviterede 300 flygtninge til kamp på Stadion Dresden. SV Babelsberg 03 dannede et nyt tredjehold, Welcome United, som udelukkende består af flygtninge. I de forgange uger er de fleste af Bundesliga-klubberne fulgt med. Bannere med budskabet ”refugees welcome” prydede tribunerne i den bedste tyske række i forrige weekend, og de største klubber bidrager med beløb i millionklassen.
Siden er der nærmest opstået en konkurrence i politisk korrekthed på tværs af fodbold-Europa. Lignende sympatiske tiltag får nyt liv i lande som Italien, Østrig og Portugal. Og Danmark. Forrige fredag annoncerede F.C. København, at man til søndagens hjemmekamp mod Hobro vil få besøg af 300 børn fra en række sjællandske asylcentre. Brøndby IF søsatte sidste søndag et støtteprojekt for 104 syriske flygtninge, som ankommer til Danmark om to uger.
”Vi er ikke røde eller blå, vi er hvide”
De to danske fodboldflagskibe melder sig dermed ind i én af de mest ophedede indenrigsdebatter i nyere tid: Flygtningedebatten. Spørger man Jes Mortensen, pressechef i F.C. København, skal der dog ikke lægges nogen politisk værdi i tiltaget:
”Vi er selvfølgelig bevidste om, at der kan tolkes en politisk undertone ind i det, men vi er jo på ingen måde en politisk klub. Vi har ingen politisk holdning til, om der skal være flere eller færre asylansøgere i Danmark, og vi prøver ikke at gøre os kloge på politikkernes vegne”, siger han.
”Vi konstaterer nøgternt, at der sidder nogle børn på de her asylcentre i en ulykkelig situation, og så tager vi generelt gerne et socialt ansvar. Denne gang har vi bare meldt det mere tydeligt ud, fordi vi har fået en del henvendelser fra fans om emnet”.
Tiltaget er altså en social gestus og ikke et udtryk for politisk agenda:
”Vi er ikke røde eller blå, vi er hvide. Vores holdning er dog helt basalt, at alle er velkomne. Det afspejler vores fanskare desuden også.”
Tilskuerkreationer udfordrer grænsen
Mens F.C. Københavns presseinstans nedtoner det politiske budskab i initiativet, er sagen mere kompleks, når det kommer til tilskuerkreerede bannere. ”Refugees welcome”-bannerne er blevet fast inventar på tribunerne i Tyskland, men hvad hvis et lignende banner dukkede op på en Superliga-tribune i en nær fremtid? Ville det ikke dissonere med klubbernes apolitiske kultur? Det mener Daniell Askholm, som er fankoordinator i F.C. København:
”Grundlæggende er vi apolitiske i F.C. København, og personligt har jeg alle dage haft den holdning, at man skal holde politik af enhver art så langt væk fra fodbolden som overhovedet muligt. Derfor mener jeg heller ikke, at den slags bannere bør indfinde sig på stadion, netop pga. den politiske undertone, til trods for at jeg på det personlige plan er fortaler for at hjælpe folk på flugt.”
Jes Mortensen er ikke ubetinget modstander af et ”refugees welcome”-banner i Telia Parken, da han mener, at budskabet kan fortolkes forskelligt:
”Det er lidt todelt, for som udgangspunkt mener vi ikke, at politiske budskaber hører hjemme herinde. Vi er ikke en politisk organisation, men en fodboldklub. Det banner, du nævner, er lidt svært, for det kommer fuldstændig an på modtageren. Man kan tolke det som om, at vi skal lukke flere ind i landet, og man kan tolke det som om, at dem der er her, er velkomne, og det er vi sådan set enige i, ellers havde vi jo ikke inviteret dem (de 300 asylbørn, red.)”.
Ifølge Daniell Askholm skal man ikke forvente at se flygtningerelaterede bannere på tribunerne på Per Henrik Lings Allé:
”Om andre fans tænker anderledes end mig, kan jeg af gode grunde ikke vide, men jeg har ikke hørt noget om bannere på nuværende tidspunkt”.
Tyndslidt mantra får nye ben at gå på
Ovenstående overvejelser centrerer sig om en god gammel traver: Skal man blande sport og politik? Diskussionen blussede op for tre år siden, da daværende kulturminister Uffe Elbæk tog til Ukraine i forbindelse med EM i fodbold i 2012. Elbæk blev kritiseret for at legitimere det ukrainske regimes menneskerettighedskrænkende metoder ved sin tilstedeværelse. Udenrigsministeren ville bare gerne støtte det danske fodboldlandshold, og Helle Thorning-Schmidt forsvarede ham:
”Vi vil gerne undgå at blande sport og politik, og det er derfor, vi gerne vil have, at ministeren er til stede for netop at bakke op om det danske landshold.”
De danske klubbers stillingtagen i flygtningedebatten kan puste nyt liv i det gamle mantra. Chris Bjerknæs er hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Folkepartis Ungdom og mangeårig fan af Lyngby BK. Han mener, at sport og politik uundgåeligt vil berøre hinanden:
”Kan man bremse, at bladene falder af træerne om efteråret? Givetvis ikke. Det er det samme her. Det er ikke et problem i min verden. Sport, musik og kultur er langt hen ad vejen politik,” mener Bjerknæs.
Han understreger dog faren for, at man kan blive taget som politisk gidsel på tribunerne. Men til trods for at være tilhænger af grænsekontrol og støtte i de famøse nærområder, lader Chris Bjerknæs sig ikke gå på af uenigheder med andre fans:
”Man kan hurtigt blive taget som gidsel for synspunkter, som ikke flugter med ens egne. Hvis du spørger mig, om jeg mener, det er problematisk, så vil jeg svare både ja og nej. Man skal altid passe på med at presse holdninger ned over hovedet på folk. Men det er også en naturlig konsekvens ved at støtte eller være en del af en gruppe, at gruppens holdninger ikke altid stemmer 100 procent overens med det, man selv mener. Sådan er livet bare”.
De danske klubber balancerer på en knivspids. Indtil videre har F.C. København og Brøndby IF formået at holde sig ude af den politiske suppedas, men de vader rundt i en gråzone. Bliver de ved med dette, må de snart tage stilling til politiske spørgsmål. De tyske klubber gør det. Senest benyttede St. Pauli og Dortmund deres indbyrdes pokalkamp i sidste uge som ramme for en officiel ”refugees welcome”-kampagne.
Den apolitiske kommunikationslinje som tegner dansk idræt, kan meget vel stå for skud. Ligesom resten af Danmark må klubberne spørge sig selv, om de vil benytte den stemme, de unægteligt har i det offentlige rum. Til en start kan F.C. København og Brøndby IF have slået hul på den byld, der forener sport og politik. Hensigtsmæssigt eller ej.
The post Danske klubber balancerer på en moralsk knivsæg appeared first on Netudgaven.