I skyggen af Buenos Aires’ fodboldmastodonter lever Córdoba-klubben Belgrano en ydmyg tilværelse. Men renomméet som mindreværdig provinsklub afspejler sig ikke i kulturen omkring Belgrano, som er præget af den altomsiggribende, sydamerikanske fodboldpassion.
To midaldrende mænd sidder på Plaza San Martín i hjertet af Argentinas næststørste by Córdoba og spiller skak. Det er søndag eftermiddag, og det meste af byen er i dvale. I hi for den kompromisløse, argentinske sommerhede. Inden spillet er slut, rejser de to mænd sig og forlader pladsen. De ved, at freden er forbi. Alt imens tiltager lyden af trommer, klap, bjælder og sang. Snart gør små 100 mennesker krav på Plaza San Martín. De er klædt i lyseblåt, og forventningens glæde stråler ud af deres øjne.
”Tan pronto llega el domingo,
Para ir a ver a Belgrano,
Yo te sigo a todos lados,
Juegues en cualquier estadio”
Ordene formes af læber hos mænd, kvinder og børn i alle aldre. Budskabet er simpelt: ”Når søndagen kommer, ser jeg Belgrano spille. Jeg følger dig overalt, på ethvert stadion”. Sangen gør en øjeblikkelig ende på siestaens idyl.
Jeg betragter dem over den argentinske fortolkning af en iskaffe: en varm espresso med to isterninger, der devaluerer kaffen til en lunken sag. Jeg hverken synger eller hopper, men det kommer jeg til. Jeg sparer kræfterne til kulminationen på eftermiddagens festligheder. De ekstatiske argentinere sparer ikke på noget som helst. Om seks timer står heltene fra Club Atletico de Belgrano ansigt til ansigt med mægtige River Plate. Den centralargentinske metropol Córdoba har dedikeret resten af søndagen til aftenens brag på Estadio Kempes.
Bødlerne fra Belgrano
Kampe mod River Plate har en speciel betydning i Córdoba. I 2011 var Belgrano klubben, der på sensationel vis sendte River ned i Primera B, den næstbedste argentinske række – for første gang i Buenos Aires-klubbens 110-årige historie. For at gøre ondt værre var ærkerivalerne fra Boca Juniors nu den eneste klub, der altid havde været en del af Argentinas fineste selskab. Belgrano lå på dette tidspunkt i Primera B, hvor en fjerdeplads sendte dem i to playoff-kampe mod den bedste rækkes nummer 17, River Plate.
Belgrano slog River 3-1 over to kampe i den afgørende ned- og oprykningsduel. Begge kampe blev overskygget af rabiat opførsel blandt Rivers fans. Under det første slag i Córdoba brød to mænd igennem hegnet til udebaneafsnittet og intimiderede deres egne spillere på banen, da Belgrano var foran med 2-0. Flere dyriske River-fans stormede derefter grønsværen. Spillet måtte afbrydes i 40 minutter.
I returopgøret på legendariske El Monumental havde River ryggen mod muren efter 0-2-nederlaget, men bidragede til spændingen med en tidlig scoring. Belgrano scorede til 1-1 efter en time, men symbolet på Rivers armod fandt sted ti minutter senere. Storfavoritterne fik en sidste livline i form af et straffespark, men Mariano Pavones pinligt dårlige forsøg blev grebet af den ikoniske Belgrano-målmand Juan Carlos Olave.
Billederne af El Monumental ved slutfløjtet hører til blandt de mest, ja, monumentale i argentinsk fodboldhistorie. I afmagt raserede River-tilhængerne deres eget stadion, deres eget hjem. Kampen måtte fløjtes af efter 89 minutter. Græsset på El Monumental overdyngedes af lightere, mønter og andet kasteskyts. Dusinvis af sikkerhedsfolk måtte danne en beskyttende cirkel om de rystede River-spillere. Billedet af en ung, grædende og skræmt Erik Lamela står som symbolet på en eskaleret fodboldpassion.
Alt imens jublede et par tusind Belgrano-fans, men dem var der ikke mange, der fokuserede på. I Córdoba har de to kampe dog kolossal betydning. Fem Belgrano-fans, jeg har snakket med, peger uafhængigt af hinanden på de to River-kampe som deres bedste minde som piratas.
“Det er den mest uvirkelige hændelse, jeg endnu har haft i mit liv”, fortæller Facu Varela, som tilhører den inderste kerne af Belgranos mest dedikerede tilhængere, mig på en café i Córdoba-provinsen Carlos Paz.
“På grund af urolighederne ude foran stadion fik vi først lov at forlade tribunen efter syv timer.”
For Belgrano betød sejren en vigtig oprykning til det finere selskab. Det var der bare ikke ret mange, der talte om. I Argentina er Belgrano først og fremmest kendt som klubben, der sendte River Plate ned i det mørke Primera B.
• • •
En tung støvsky omringer den fæstning, jeg kan skimte et par hundrede meter væk. Estadio Mario Alberto Kempes. Bygget i forbindelse med Argentinas værtskab ved VM i 1978. Opkaldt efter angriberen, der med seks mål blev topscorer ved selvsamme begivenhed.
Om et par timer vil små 50.000 mennesker have klemt sig sammen på dette monstrøse stadion. Kun det, der engang var et udebaneafsnit, vil tilbyde ledige pladser. Omkring den enorme konstruktion lugter der af urin, skunk og super panchos, en argentinsk hotdog med mindre næring end en riskiks. Folk i himmelblå trøjer trasker i karakteristisk sydamerikansk tempo mod sluserne. Her er ældre damer, familier og unge mænd med dugfriske nålestik i underarmene. Alle, og dermed ingen, skiller sig ud.
Håbefulde Belgrano-tilhængere
I slipstrømmen af sociale revolutioner
Men hvem er Belgrano? Fodbold i Argentina rimer på Boca Juniors og River Plate, på San Lorenzo, Independiente og Rosario Central. Men i den brede argentinske fodboldfortælling bliver der ikke ofret mange ord på klubben fra Argentinas næststørste by, Córdoba. For Belgrano er ingen stor klub. Belgrano blev grundlagt for 111 år siden, men har aldrig vundet en national titel.
Klubben har taget navn efter frihedskæmperen Manuel Belgrano, som ledede de patriotiske tropper under den argentinske uafhængighedskrig mod de spanske kolonister i starten af det 19. århundrede. Manuel Belgrano er også kreatøren bag det argentinske flag, hvorfor Córdoba-klubben spiller i lyseblå og hvid. At Belgrano er opkaldt efter én af de helt store socialhistoriske helte i Argentina, har forankret sig i klubbens selvforståelse.
Belgrano har hjemme i Alberdi-nabolaget, midt i Argentina og cirka 700 km nordvest for Buenos Aires, hvor mange sociale revolutioner fandt sted under Manuel Belgrano. Klubbens fanbase er bredt anerkendt som én af de mest mangfoldige i Argentina, da mange immigranter fra især Peru og Bolivia bosatte sig i Alberdi i løbet af det 20. århundrede.
“Alberdi-området er en virkelig vigtig del af vores selvforståelse. Vi betragter os selv som en social klub, og det ligger i klubbens DNA, at vi accepterer og anerkender enhver social klasse eller etnicitet”, fortæller German Palomeque, livslang fan af Piratas.
Når man taler med tilhængere af Belgrano, hører man ikke ret meget om spillet på banen. Det kommer i anden række. Hans kammerat Facu uddyber, hvad det vil sige at holde med Córdoba-klubben:
“Vi har aldrig vundet nogen titler, vi har aldrig været tæt på at vinde nogen titler, vi har ingenting. Og alligevel er vi en utrolig populær klub i Córdoba. Vi er i stand til at fylde et af de største stadioner i Argentina, kun på grund af kærligheden for klubben. Vi behøver ikke titler for at elske vores klub. Vi er ikke et stort hold på banen, men vi er et stort hold udenfor banen”.
• • •
Et af mine tydeligste minder fra mine første år som stadiongænger er åbenbaringen, når man vandrer op ad betontrapperne, træder ind på tribuerne og skuer ud over stadionets monumentale helhed. De tusindvis af mennesker. Tilskuernes sang. Lugten af røg og øl. Alle disse indtryk står klarere for mig end nogensinde, da jeg entrerer det enorme Estadio Kempes for første gang. Jeg suger det hele til mig. Halvanden time før kampstart er stemningen intens.
En dreng lader sine fingre fortælle, hvad han synes om Rivers målmand Marcelo Barovero. Han kan ikke være mere end 12 år. Manden ved drengens side, som jeg antager, er hans far, skråler ”puta!”, tager et langt sug af sin Marlboro og skråler ”puta!”, igen. Skældsord, cigaretrøg og spyt vælter ud af munden på ham gennem hele opvarmningen.
Den største fest udspiller sig imidlertid ude foran stadion. Værterne er Los Piratas Celeste de Alberdi, Belgranos barra brava, klubbens mest dedikerede fans. De har trommer, bjælder, trompeter, basuner, et helt orkester. De 200-300 unge mænd fester videre på stadiontrapperne helt ind til et kvarter før kampstart. Til et enormt hyldestbrøl danser ti stortrommer og resten af orkesteret ind på endetribunen, og stemningen når sit klimaks. Vi modtager dem som helte, festens forgangsmænd. 50.000 mennesker hopper og synger. På begge endetribuner og på begge langsider. Estadio Kempes gynger og er klar til sæsonens første hjemmekamp.
Hjemme er, hvor hjertet er
Egentlig er Estadio Kempes ikke Belgranos hjemmebane. Belgranos sande hjem ligger i sagens natur i Alberdi. El Gigante de Alberdi, hedder det rå og nedslidte stadion med plads til 22.000 mennesker.
“El Gigante Alberdi er vores andet hjem. Det er virkelig specielt for os at spille dér, fordi tribunerne er så tæt på banen. Spillerne føler virkelig presset, når vi spiller på Gigante Alberdi. Der kan sidde 22.000 mennesker på stadionet nu, men der er 35.000 medlemmer i vores fanklub”, fortæller lokalforankrede Santiago Morón, som efter eget udsagn har fået Belgrano ind med modermælken.
Dette vidner om en tydelig dissonans mellem udbud og efterspørgsel på Gigante Alberdi. Belgrano har slet og ret for mange fans til det ydmyge stadion. Derfor har klubben i samarbejde med tilhængerne søsat en tribuneudvidelse med 10.000 sæder. Belgranos ledelse har dog ikke råd til projektet, så finansieringen sker gennem en crowdfunding på Belgranos hjemmeside. Hver gang en fan spytter én peso (svarende til 0,45 kroner) i kassen, bidrager klubben med endnu en peso. I skrivende stund har tilhængerne samlet 3,7 millioner pesos ind, svarende til cirka en tredjedel af det endelige mål.
Karakteristisk for den argentinske, lidt lemfældige omgang med penge og budgetter, er tribuneudvidelsen dog allerede under udførsel, og i mellemtiden fungerer Estadio Kempes som midlertidig hjemmebane for Belgrano. Estadio Kempes har generelt ingen fast ejer, men danner ramme om vigtige kampe for Córdoba-klubberne Belgrano, Talleres og Institúto, og i særtilfælde det argentinske landshold. Selvom Estadio Kempes er større, flottere og mere moderne, kan det ifølge Santiago ikke konkurrere med Belgranos almindelige hjemmebane:
“Vi savner at spille på El Gigante Alberdi i disse tider. Og det er ikke kun på grund af selve stadionet. Det er også på grund af nabolaget, og alt det, nabolaget repræsenterer”.
• • •
Der er ikke en sjæl på stadion, der tror på en Belgrano-sejr. Stemningen er hverken apatisk eller opgivende af den grund, de blåklædte tilskuere har alt at vinde. River Plate er forsvarende Copa Libertadores-mestre, har haft en forrygende sæsonoptakt og indleder en jagt mod at fravriste rivalerne fra Boca Juniors titlen som forsvarende mester.
Efter et lille kvarters spil går der et sus gennem tilskuerrækkerne. Et par sekunders mistro afløses af ekstase. Den vævre kantspiller Iván Etevenaux har lige torpederet bolden forbi Marcelo Barovero i River-målet fra 25 meters afstand. Min sidemakker, som ikke er en dag under 60, omfavner mig i en spontan lykkerus. Snart bliver det også 2-0. I en blanding mistro og eufori falder en mand på midterrækken i knæ og beder til de højere magter. Los Piratas overgår sig selv i lydstyrke.
Da Rivers Nicolás Domingo klapper bolden i mål til en 2-1-reducering, fortæller min sidemand mig: ”Nu taber vi, men det var 40 gode minutter”. Derefter tænder han en smøg og synger videre.
Den festlige mafia
Bag det ene mål står Los Piratas Celestes de Alberdi. De himmelske pirater fra Alberdi. De er Belgranos barra bravas. ”Hooligans” eller “ultras”, vil nogen oversætte det til.
Los Piratas er elskede, berømte, beundrede og berygtede. Akkompagneret af et helt orkester får deres højlydte stemmer tribunerne til at gynge. Ved stiftelsen i 1968 blev de Argentinas første organiserede barra brava, hvilket gør dem til pionerer, der har lagt fundamentet for den verdensberømte argentinske fankultur. Selvom det er en broget flok, navnlig fra Alberdi-nabolaget, som støtter Belgrano, er Los Piratas et slags broderskab på tværs af kultur, etnicitet og velstand:
“Generelt er der rigtig mange sociale klasser blandet på stadion, men det betyder ingenting. F.eks. er der ingen, der stjæler. Vi har en regel, ”no hay ratas (ingen rotter, red.)”, og du kan være sikker på, at ingen på stadion stjæler fra dig, om så du har det dyreste ur på. Vi hopper, synger og omfavner hinanden uanset sociale lag”, siger German Palomeque.
For nogle rimer ”barra brava” på fest, farver og stemningsfyldte tribuner. For andre rimer det på vold, korruption og mafia-lignende foretagender. Især i Buenos Aires-klubberne har organiserede hooligan-grupper terroriseret fodbolden som kultur, attraktion og forretning. I 2011 kunne The Guardian-journalisten Annie Kelly i en reportage på avisens hjemmeside berette:
“I praktisk talt alle store argentinske klubber – heriblandt nogle af de mest berømte klubber i verden – er magten blandt barra bravas helt ude af kontrol. Inspireret af den italienske mafia scorer de hundredetusinder af pund fra kampe hvert år gennem salg af illegalt fyrværkeri, hvidvaskning af penge og narkotika, støttet af korrupte politimænd, politikere, selve klubledelserne og spillerne”.
I 2013 kulminerede volden. På 13 år var over 70 mennesker blevet dræbt i forbindelse med fodboldkampe i Argentina, og først da skred det argentinske fodboldforbund til handling. Siden september 2013 har udebanefans været udelukket adgang til stadion. Dette har gjort stemningen på tribunerne ensrettet, men afhjulpet den umiddelbare vold til kampene.
Et gyngende Estadio Kempes klædt i Belgranos skyblå farve
Belgrano og Los Piratas Celestes de Alberdi er ikke perciperet som kriminelle organisationer på linje med Boca Juniors og River Plate, men ifølge Santiago Morón er problematikken lige så reel som i Buenos Aires:
“Situationen med vores barra brava er kompliceret. Mange fans beundrer dem, fordi de skaber en fantastisk stemning på tribunerne og kommer med trompeter, trommer og flag. Alle kan lide at se på deres tiltag. Men faktisk er der tale om utroligt voldelige mennesker. De er en mafia, der har kontrol over en masse ulovligheder bag facaden af festglade og initiativrige mennesker. Mange af dem er dealere, der kontrollerer handlen med narko i forskellige forstæder til Córdoba”.
På caféen i Carlos Paz vedkender Facu Varela sig stolt, at han tilhører La Banda del Loco Tito, den inderste kerne i Los Piratas. Dem, den mere moderate tilhænger Santiago beskylder for alskens lovovertrædelser. Men Facu gør det også klart for mig, at rygterne om korruption, vold og bagvaskelse er rygter, og intet andet. Det er et ry, Buenos Aires-klubberne har givet dem, fortæller han. Direkte adspurgt til, om vold alligevel kan være en del af livet på de argentinske tribuner, svarer han:
“Når vi spiller mod vores rivaler eller i andre vigtige kampe, kan der opstå visse situationer. I de situationer kan man ikke være en kujon. Der må man være modig og kæmpe for sin klub. Det er alle på vores tribune indforstået med, selvom vi ikke ønsker ballade”.
• • •
Min ældre sidemands profeti holder ikke vand. Belgrano taber ikke. Men selv da Etevenaux gør det til 3-1, er der ingen, der har vænnet sig til tanken om sejr. I stedet fokuseres der på tidligere meritter: ”2011! 2011! 2011!”, råber vi hånligt mod Rivers spillere. Den 36-årige Iván Alonso, el terrible, kalder de ham, gør en midlertidig ende på nedrykningsreferencerne, da han reducerer til 3-2. Det er med henblik på den situation, der nu udspiller sig, at ingen Belgrano-fans har turde håbe på så meget som et point.
Resten af slaget på Estadio Kempes ligner noget fra en old boys-kamp. Der er kilometer mellem holdenes kæder, og tilbageløb er der ikke energi til. Man angriber eller forsvarer. Selvom klokken har passeret 23 er her omkring 30 grader varmt. River presser på, men er i uskarpe i tanke og handling.
Fløjten blæser tre gange. Ydmyge Belgrano slår mastodonterne River Plate med 3-2, og Estadio Kempes eksploderer i lettelse og lykkerus. Den 12-årige knægt falder i armene på sin far. Min sidemand kysser mig på kinden. To fuldvoksne mænd på rækken foran mig græder. Som piskede, faktisk.
Belgranos tilhængere gav alt, forventede ingenting og fik det hele tilbage.
• • •
I ugerne efter sensationssejren mod River Plate slider Belgrano mere vanligt i det. Først taber man 3-0 ude mod Colon. Herefter ender en rædselsfuld kamp mod Banfield på Estadio Kempes 0-0. Endelig taber Belgrano 2-1 til Patronato. Ét point efter tre kampe mod dårlige hold.
Mønsteret passer på noget rammende, Santiago fortalte mig umiddelbart efter River-kampen:
“Alle mine venner holder med Belgrano, og vi har det tilfælles, at vi elsker Belgrano, men ikke forventer at få noget tilbage. Det er frivillig, ulykkelig kærlighed. Nu forventer vi alle en dårlig periode, for sådan er Belgrano”.
Belgrano bliver mere interessant, når man betragter den i en større sammenhæng. Dedikationen og den store fanbase er ikke unik for Belgrano, men nærmere et udtryk for den generelle fankultur i Argentina. Alberdi-klubben havde således blot det ottende højeste tilskuergennemsnit i sidste sæson. Belgrano er ingen stor klub, og står som mit bevis for, at man ikke behøver at besøge Bocas La Bombonera eller Rivers El Monumental for at mærke passionen drive ned af betontribunerne. Men Belgrano er også beviset på, at passion måles i meget mere end mesterskaber og metalsult. Det handler om sammenholdet, rutchebaneturene og lokalpatriotismen:
“Belgrano har aldrig vundet en eneste titel. Alligevel elsker mine venner og jeg at komme på stadion hver weekend, og det betyder ikke ret meget, om vi vinder eller ej. Jeg ved, at jeg alligevel vil være der igen næste weekend. Vi vil altid repræsentere vores nabolag”, siger Santiago og fletter et sigende stykke lommepoesi sammen:
“Belgrano er den kvinde du elsker, men som aldrig vil elske dig tilbage”.
Men dén søndag aften på Estadio Kempes, ansigt til ansigt med River Plate, elskede Belgrano sine trofaste støtter, Santiago og de andre Piratas, tilbage. Om end kortvarigt.
The post At elske, men aldrig forvente appeared first on Netudgaven.