Den 25. november 1953. Ungarn besejrer England med de ydmygende tenniscifre på 6-3 på Wembley. Nederlaget fører til et paradigmeskift i engelsk fodbold. Englænderne erstatter den fatalistiske opfattelse af at være spillets ubestridte konger med en mere beskeden tilgang. Men i dag er engelsk fodbold, trods de mange investorer som har indtaget Premier League, fortsat deres europæiske konkurrenter underlegne. Lærte de alligevel ikke noget tilbage i ‘53?
I vinterens transfervindue købte Stoke den franske midtbanespiller, Giannelli Imbula, for et beløb på €24.25 millioner. Dette var mere end samtlige La Liga-klubber spenderede i januars transfervindue tilsammen, hvilket giver et fint indblik i, hvor overlegne Premier League-klubberne er på transfermarkedet, mens det ligeledes kan være med til at forklare, hvorfor Premier League med afstand er den mest underholdende liga; det er fordi, det er den mest jævnbyrdige og dette skyldes, at alle holdene er økonomisk konkurrencedygtige. Jovist, Manchester City har et større transferbudget end Liverpool, som så har et større end Swansea, men fælles for disse tre er, at de kan få fat i spillere, som subtopholdene i Italien eller Spanien kun kan drømme om.
Kig bare på det Marseille-hold, som i sidste sæson for alvor bød den franske monopolist, PSG, op til dans. De var i efteråret 2014 et af Europas stærkeste mandskaber, hvor man fejede alt modstand til side i Ligue 1, men et kollektivt kollaps i slutningen af sæsonen førte til, at man dumpede ned på en 4. plads og dermed end ikke kvalificerede sig til Champions League. Derfor skete der det, som de fleste kunne have forudsagt. Holdet blev splittet til atomer, træneren, den karismatiske argentiner, Marcelo Bielsa, skred i protest over de mange salg efter sæsonens første kamp og i dag befinder klubben sig i et regulært kaos. Hvad der dog er mest bemærkelsesværdigt ved historien om Marseille er, at holdets profiler ikke tog til nogle af Europas storklubber. De tog blot til Premier League. Andre Ayew til Swansea, Florian Thauvin til Newcastle, førnævnte Imbula, som først var på et kort visit i Porto og nu altså er at finde i Stoke-on-Trent, mens holdets absolutte stjerne, Dimitri Payet, skiftede til West Ham, der end ikke kunne byde på europæisk fodbold.
De europæiske ligaers økonomiske hierarkisering er tydelig og differencen mellem nummer et og to er markant. Det har sidenhen fået en akkumulerende effekt, hvor det ikke blot er pengene, der tiltrækker de bedste fodboldspillere, men også det faktum, at de bedste spillere allerede befinder sig i Premier League, hvorfor flere ønsker at komme dertil. På den måde er tendensen klar; Premier League er ved at udvikle sig til den europæiske, eller globale, superliga, som i efterhånden mange år har været på tale. Det skulle ske ved at samle de største europæiske klubber i én liga, men nu sker det mere naturligt som følge af de mange investeringer, der er set i engelsk fodbold.
Verdens bedste liga?
Men det helt store spørgsmål er så, hvorfor Premier League endnu ikke er så overlegne på grønsværen, som de er på transfermarkedet? De europæiske turneringer viser gang på gang, at de engelske tophold har svært ved at hamle op med deres konkurrenter fra kontinentet. Således er det kun blevet til fem engelske finalepladser ud af 32 mulige i Champions League og Europa League igennem de sidste otte år. Kigger man mere kvalitativt på det, så er det svært at se, at bundholdene i Premier League skulle være så meget bedre end bundholdene i eksempelvis Tyskland eller Spanien. Godt nok vil den almene fodboldseer formentlig have et større kendskab til Aston Villas trup end Rayo Vallecanos, hvilket først og fremmest skyldes at dækningen af Premier League er større og bedre end dækningen af spansk fodbold, hvor sidstnævnte oftest kredser sig om Real Madrid og FC Barcelonas kampe, men ligeledes fordi Aston Villas trup rummer flere prominente navne, som har et større prisskilt end spillerne fra den lille Madrid-klub. Det er dog bare ikke ensbetydende med, at Aston Villa er et bedre hold end Rayo Vallecan, for det er de ikke.
Man kan fortsat argumentere for, at Premier League er den bedste liga i verden, selvom hele den debat er noget diffus. Men grunden til, at vi endnu ikke ser en klar Premier League-dominans på den internationale scene kan skyldes, at man i England fortsat har for stor fokus på de individuelle færdigheder og for lidt på kollektivet. Når man vurderer et holds niveau, så gennemgår man de enkelte spilleres individuelle kvaliteter og tager knap så meget højde for, hvordan de egentlig fungerer sammen. Aston Villa er måske skrækeksemplet, men Newcastle eller Sunderland er ligeledes klubber, som har et hav af gode fodboldspillere, men vakler i blinde efter en overordnet filosofi.
Vi skal tilbage til 1966 for at finde den seneste, og hidtil eneste, triumf for The Three Lions, mens klubfodbolden ligeledes har haft deres problemer at slås med de seneste år trods den massive tilstrømning af verdensklassespillere. For at finde kernen til problemet, er det måske netop i denne besættelse af individualiteten og negligeringen af kollektivets kraft, at vi skal lede.
Opbakningen til The Three Lions har aldrig fejlet noget. Men det har spillet på banen til gengæld.
Inden Gary Neville påbegyndte sit eventyr i Valencia, som endte ud i noget af et mareridt med en fyreseddel efter blot fire måneder, blev han anset som et slags fodbold-orakel, der delte ud af sin viden som ekspert på Sky Sports. Englænderne var vilde med ham, fordi han rent faktisk analyserede fodboldspillet fremfor blot at fyre alle fodboldklicheerne af. I dag trender det eksempelvis på den virtuelle offentlighed at citere BT Sport’s ekspert Michael ”Obvious” Owens mange intetsigende analyser, som vist bedst kan beskrives som tragikomisk. Men selvom Gary Neville ikke blot opremsede begivenhederne, som seerne lige havde været vidne til, så bar hans analyser i engelske Sky Sports stadig præg af en mere individualistisk tilgang, hvilket kommer til udtryk i nedenstående citat:
“I look at some teams and feel: they don’t know how to defend. They struggle with crosses, they don’t deal with set-pieces, they don’t know how to work one on one. They have a weak understanding of the game”
Her formår Gary Neville at dissekere forsvarsspillet ned til den individuelle og nævner intet om holdets dynamiske organisation, sideforskydning, lavt presspil eller lignende. Til sammenligning så udtalte Jürgen Klopp, da han figurerede som ekspert på ZDF i 2005, at han aldrig havde set et mål med færre end seks individuelle fejl. Man skal godt nok være en spidsfindig fodboldanalytiker, hvis man skal finde seks spillere, som skulle klandres for Zlatan Ibrahimovics mål mod Manchester City i Champions League-kvartfinalen efter Fernando chattede bolden ind på den store svensker, hvorefter den trillede ind i det tomme mål på Parc des Princes, men overdrivelse fremmer jo også forståelsen.
Det engelske forfald
Dette er en ideologisk modstrid, som har rødder helt tilbage til 1930’erne. Briterne mod kontinentet. På daværende tidspunkt var den engelske arrogance i sit zenit, hvor man havde den fatalistiske opfattelse, at de kontinentale hold ikke af natur havde den britiske viljestyrke og de derfor altid ville være dem underlegne. Denne opfattelse skulle lide et alvorlig knæk i 1953 med det smertelige 6-3 nederlag til Ungarn hjemme på Wembley. Englands første hjemmebanenederlag nogensinde. Men man var allerede blevet advaret i 1931, hvor Frankrig ydmygede England med en 5-1 sejr i Paris, mens Skotland måtte se sig slået med 5-0 af Hugo Meisls Østrig-mandskab, som også gik under navnet Das Wunderteam. Det kunne ikke længere fornægtes, at resten af verden som minimum var nået op på briternes niveau, hvilket fint blev skitseret i kampreferatet dagen efter i den østrigske avis, Arbeiter-Zeitung: ”Hvis der var en smertefuld undertone i at betragte forfaldet af det ideal, som skotterne i vores øjne har stået for, selv i går, så meget desto mere forfriskende var det at overvære en triumf, der udsprang af ren artisteri.”
De britiske medier anskuede dog ikke nederlagene på samme måde, hvor man, som man altid gjorde når britiske hold tabte på udebane, beskyldte forholdene såsom banen eller vejret fremfor at anerkende modstanderens niveau. Og da England så et år senere besejrede Das Wunderteam med 4-3 hjemme i London, var det med til at bekræfte dem i deres forestilling om den britiske overlegenhed. Det var buzzwords som slagkraftighed og viljestyrke, der beskrev den britiske mentalitet, mens man ikke gav meget for, at Hugo Meisls hold rent faktisk kunne formå at sætte 10 pasninger sammen. Eller at Østrigs 9’er, Matthias Sindelar, var den første af sin slags, som trak ned i banen og deltog i opspillet. Det vi i dag kender som den falske 9’er.
Den 25. november 1953 var altså ikke dagen, hvor det britiske forfald begyndte, men det tidspunkt, hvor det blev klart for enhver, at britisk fodbold var stagneret, mens man på kontinentet var i rivende udvikling. 6-3. Et resultat, som på ingen måde afspejlede den ungarske dominans. De stoppede reelt med at spille, da Hidegkuti fuldendte sit hattrick og gjorde det til 6-2 i det 53. minut. Lidt ligesom de tyske spillere, der i pausen af VM-semifinalen i Brasilien, aftalte at skrue lidt ned for tempoet for at begrænse ydmygelsen af værterne, hvilket i sig selv er den største ydmygelse indenfor sportsverdenen, man kan blive udsat for. Men kampen på Wembley denne november-aften var bare ikke en kamp mellem to ligeværdige hold. Englands centerhalf, Harry Johnson, beskrev kampen således i sin selvbiografi: ”For mig var det tragiske den fuldstændige magtesløshed… Ikke at kunne stille noget op for at ændre de barske fremtidsudsigter”, mens Syd Owen, der erstattede Johnson i returkampen i Budapest syv måneder senere, hvor ungarerne sejrede med 7-1, udtalte, at det var som at spille mod folk fra det ydre rum. Ungarns højreback Jeno Buzanszky havde en mere nøgtern analyse af kampene: ”Det var på baggrund af taktikken, at Ungarn vandt. Kampen viste et sammenstød mellem to formationer og som det ofte sker, så sejrede den nyeste. Den mest veludviklede”.
Puskas og Hidegkuti. To af hovedaktørerne bag ydmygelsen af englænderne på Wembley i 1953.
Ungarn brugte ligeledes en falsk 9’er i form af førnævnte Hidegkuti, som i høj grad forvirrede de engelske forsvarsspillere idet de var vant til, at trøjenummeret angav spillerens position på banen, hvorfor det pludselig var en kognitiv udfordring for henholdsvis Harry Johnson og Syd Owen at forstå, hvorfor Nandor Hidegkuti ikke befandt sig længst fremme på banen, men i stedet nede som en offensiv midt. Og dette stillede dem i et dilemma, for skulle de nu gå op og dække Hidegkuti og dermed efterlade et tomrum nede i forsvarskæden eller i stedet holde fast på organisation og så lade den ungarske 9’er stå umarkeret? Det var sådanne taktiske problemstillinger, som ikke havde været bragt på banen i den britiske fodbolddebat. Det var jo et emne, som ikke omhandlede viljestyrke eller frygtløshed.
Fodbolden var for arbejderklassen i England, mens det var et emne, som hyppigt blev diskuteret blandt de intellektuelle i kaffehusene i Wien og Budapest og dette kunne afspejles i spillerne. Hvor englændernes favorit var det store skur, Ted Drake, angriberen fra Arsenal, hvis karakteristika var, at han var stærk, eksplosiv, modig og tanketom, så var det mere subtile spillere, som Matthias Sindelar eller Nandor Hidegkuti, der tiltrak mellemeuropæernes opmærksomhed. Sindelar var i særdeleshed et produkt af kaffehusene; En intellektuel, der spillede fodbold, som en stormester spiller skak. ”Han havde hjernen siddende i sine ben”, som teateranmelderen, Alfred Polgar, skrev i Sindelars nekrolog i Pariser Tagezeitung.
De østrigske journalister trak endda på den anerkendte udviklingsbiolog Stephen Jay Goulds forestilling om ”fortrinlighedens universalitet”, hvori han argumenterede for, at man tog fejl, hvis man udelukkende opfattede sport som værende den dyriske intuitions område. Fodbold var mere end blot mandsmod og glidende tacklinger. Det var det kunstneriske i at omsætte tanken til en fysisk handlen indenfor et splitsekund.
Som Jonathan Wilson skriver i bogen ”Fodboldtaktikkens historie; Fra pyramiden til 4-4-2”, så er det meget symptomatisk, at ikonet på engelsk fodbold er en bloddryppende Terry Butcher, indhyllet i blodrødt bandage, men stadig kampivrig efter at have gået forrest i en målløs uafgjort mod Sverige, der sikrede kvalifikationen til VM i 1990. Det er den individuelle, krigeriske præstation, som bliver hyldet. Omvendt anså den ungarske træner, Gusztav Sebes, sejren i 1953 som et udtryk for kollektivets sejr over individualismen. Det skal siges, at han var en indædt socialist med en kommunistisk baggrund, som tidligere havde organiseret en faglig strid på Renault-fabrikkerne inden krigen, og at han generelt tillagde enhver international fodboldkamp en betydning i kampen mellem socialisme og kapitalisme.
Helt sikkert var det dog, at kampen, som sidenhen er blevet døbt ”Match of the Century”, udstillede englændernes taktiske underlegenhed. Det var en øjenåbner af de helt store, som betød at englænderne måtte revidere deres selvforståelse. Spørgsmålet er blot om man nogensinde fik gjort det? Dagen efter nederlaget skrev Frank Cole i Daily Telegraph, at ”Ungarns superbe boldkunstnere kan stoppes ved, at der tackles igennem”. Hvis England ikke vinder, så er det kun fordi, at man ikke har vist nok viljestyrke. At man ikke har tacklet nok igennem.Dette var godt nok i 1953, men når Gary Neville ligeledes fokuserer på den enkelte spillers fejl og den individuelle handling, så er det, at man ikke fanger det store billede. At forsvarsspil er mere end blot at heade bolden væk eller at tackle hårdt nok. Det er en kollektiv opgave.
En reformation på vej?
Dette fokus på den individuelle er noget, som Flemming Pedersen, tidligere assistent for Kasper Hjulmand og nu med den pompøse titel som Head of Football Philosophy i Brentford, kan nikke genkendende til, da Tipsbladet spurgte ind til forskellene på engelsk og tysk fodboldkultur:
”Vi snakkede meget om Bayern, som et hold, der spiller flydende, men så sagde jeg til dem, at der ikke er noget andet hold i verden, der spiller mere struktureret. Jeg spurgte de andre trænere (britiske red.), om de troede, at det var tilfældigt? ”Ja, det er gode spillere” lød svaret, og så viste jeg dem det her klip fra en Bayern-træning”.
Det omtalte klip er en Bayern-træning, hvor Pep Guardiola rykker rundt med sine spillere indtil det boldførende hold har den ønskede overtalssituation med fire mod tre. Det er ikke tilfældigt, at vi i denne sæson så ofte har set spillere som Kingsley Coman eller Douglas Costa være i 1vs1-situationer. Det er nøje, indstuderede angreb, der fører til fordelagtige situationer som disse. Men som Flemming Pedersen også tørt konstaterer, så er det ganske enkelt ikke muligt at gøre det samme i England; ”Det gider spillerne og trænerne ikke. De vil ikke have stop i spillet. Det er fire-mod-fire, seks-mod-seks, spil, spil, spil”.
Det er dog alligevel i disse tider, at vi ser en form for reformation i engelsk fodbold. Blot det, at en klub som Brentford nu har en ”Head of Philosophy” eller fremkomsten af unge, britiske managers, som Eddie Howe eller Brendan Rodgers, der har hentet inspiration fra den tyske eller spanske skole og nær så meget fra den dogmatiske, engelske. Vi ser også, hvordan de største trænere nu søger mod Premier League. Jurgen Klopp i Liverpool, Mauricio Pochettino i Tottenham og til sommer ankommer moderne fodbolds taktiske guru, Pep Guardiola, når han overtager sædet i Manchester City. Det er trænere med en klar spilfilosofi og Tottenham høster eksempelvis frugterne efter, at Pochettino har fået tid til at implementere sit system. Og så endda ved at bruge en gruppe sultne, unge, engelske spillere, som samtidig kommer til at udgøre kernen på Englands landshold til sommerens EM-slutrunde.
Det er en ny tendens, hvor det ikke længere handler om for udenlandske spillere eller trænere at skulle vænne sig til Premier Leagues særegenhed, men hvor det grundlæggende er engelsk fodbold som skal adaptere kontinentets ideer. Det engelske forfald begyndte i 30’erne, erkendelsen kom i 1953, men det er måske først nu, at denne erkendelse kan ses transformere sig til reel handling?
The post Engelsk fodbold: Et studie i arrogance, ignorance og viljestyrke appeared first on Netudgaven.