Serbiske folkesange om Kosovo runger ud fra tribunen, mens romerlysene antændes. Interne stridigheder, massive fængselsstraffe og overfald på klubbens formand kan ikke holde de hårdeste Partizanere fra Partizani Stadion. På trods af meget få tilskuere ligger der masser af had blandt de knap 4.000 serbere på tribunerne. Især et had til dagens modstander fra Novi Pazar. Had der strækker sig langt ud over kridtstregerne.
”Årh” siger taxachaufføren hånligt og vinker afværgende med hånden, da vi kører forbi det faldefærdige Stadion Partizani. Han er tydeligvis Røde Stjerne-fan og vil ikke snakke om ærkerivalen Partizan Beograd. Et halv minut efter vi har passeret ærkerivalens stadion holder vi ude foran det mægtige Marakana. Røde Stjernes hjemmebane ligger således blot 300 meter fra Partizani, og med fire timer til kampstart har vi masser af tid til at gå en tur på Røde Stjernes store stadion.
Overalt ses graffiti og tags med alt fra meterlange malerier malet af Delije, Røde Stjernes mest fanatiske fangruppe, til ”Tourists: Fuck off!”-tags. Selv klubbens hovedkontor, som er nabo til Marakana, er overfyldt med tags og slidte brosten. En doven hund ligger ude på trappen og skænker os ikke et blik, da vi passerer den og får adgang til Marakanas store hovedtribune, der står åben for besøgende. Herfra er det et imponerende syn ud over tribunerne, hvor især Delije-enden fanger blikket. På trods af et all-seater stadion kunne man næsten snydes til at tro, at Delije-enden er en ståtribune grundet den massive del af smadrede og manglende sæder.
Efter turen på Marakana sætter vi kursen mod de de hvid- og sortklædte rivaler. Klubberne, der med Røde Stjernes 27 og Partizans 26 mesterskaber er de absolut største i Serbien – og i det tidligere Jugoslavien – ligger klods op ad hinanden, og det er pudsigt at bemærke, hvornår de røde Røde Stjerne-tags stopper, og de sorte Partizan-tags tager over og markerer, at man nu er i et Partizaner område.
Også her er der omkring stadion massive graffitimalerier. Graffitien i Serbien passer muligvis ikke ind i de rene linjer, som vi kender dem fra de store centraleuropæiske ligaer, men de fortæller historier bedre end noget museum er i stand til. Basketholdet fra 1992, der i Europa League-finalen bankede spanske Joventut Badalona, har en væg for sig, mens man bag de endnu aflåste stadiondøre kan tyde massive Grobari-malerier på tribuneopgangene. Grobari, der er en af de dominerende Partizan-grupper. Samtidig er der langs parkeringspladsen et stort ”PARTIZAN”-maleri, som for alvor minder modstanderne om, hvor de befinder sig.
Overraskende nok er der stadig usædvanligt stille i området et par timer før kampstart, så de værste rakija-tømmermænd fra dagen før kvæles af den serbiske kebabret cevapi på en nærliggende restaurant. Så småt dukker flere og flere op i sort- og hvidklædte trøjer, mens politiet samtidigt opruster. Både for at afskærme vejen op til Røde Stjernes Marakana, men også for at forhindre FK Novi Pazars spillerbus mod de gale Grobari-tilhængere. Partizans hårde fans, Grobari, har et venskab med græske PAOK, og flere unge mænd ses i kasketter og trøjer med Gate 4, som er tribunen, hvor PAOKs fangruppe holder til. I øvrigt har Røde Stjernes fans et venskab med Olympiakos, hvilket blot indbyder til endnu mere had de to fangrupper imellem.
Historisk had fra det Osmannske Rige
Og de hader dagens modstander, FK Novi Pazar. De hader alt omkring klubben – ikke mindst landsdelen som klubben befinder sig i. Der har altid været i et anstrengt forhold mellem de to regioner. Novi Pazar, som ligger i Sandžak regionen, består af en stor del muslimer, som resten af Serbien har et indædt had til. Det er netop derfor, at der er så stor spænding de to landsdele imellem ved kampene mellem Novi Pazar og Beograd-klubber. Og hadet strækker sig langt ud over de ydmyge kridtstreger på Partizani Stadion. Faktisk helt tilbage til Det Osmannske Rige. Dette var et stort, tyrkisk rige grundlagt af Osman 1. i 1299 og bestod helt frem til 1922, hvor sultan-embedet blev afskaffet. Den dag i dag er der stadig et had til muslimer i Serbien, da de i størstedelen af tilfældene er efterkommere af tyrkerne og derfor et levn fra kolonimagten, der hærgede i Serbien gennem flere hundrede år. I 90’erne var der beretninger om arrestationer mod Sandžak-muslimernes ledere, mord og “forsvindinger”, mens der også var et udbredt brug af tortur mod mistænkte separatister.
Hadet mellem regionerne har også indfundet sig på tribunerne til fodboldkampene. Til en kamp i april 2013 mellem de to klubber blev fodboldens grimme side for alvor vist. Under kampen kastede en FK Novi Pazar-tilskuer en hjemmelavet bombe fyldt med søm over hegnet til Partizans fangruppe, men heldigvis faldt den ned på løbebanen og sprang ikke. Desuden har FK Novi Pazars fans et varmt forhold til Fenerbaches, og derfor ses der ofte både tyrkiske og Fenerbache-flag til kampene i Novi Pazar, hvilket blot opildner medrejsende fans fra Beograd.
Til kampe mellem FK Novi Pazar og en anden – og noget mindre – Beograd klub, nemlig RAD Beograd, er der til flere kampe blevet set bannere med teksten: ”Der vil blive krig”, mens der blev brændt både tyrkiske, albanske og Kosovo-flag kampen igennem. Samtidig er det til kampene mod FK Novi Pazar nærmest en selvfølge, at hjemmeholdets fans kaster både romerlys, kanonslag og sten mod udebaneholdets fangruppe.
Et glas Cola, tak
Med tre kvarters tid inden kampstart bevæger vi os så småt mod stadion. Det overrasker os hvor stille der egentlig er ude foran stadion. Et par ældre mænd står med en lille bod og sælger flag og halstørklæder, mens et par andre forsøger at sælge os et par håndfulde mandler, de fisker op fra en noget suspekt bærepose.
Foran sydsiden af tribunen, hvor holdets mest hardcore fans, Grobari, holder til, er der et massivt antal af kampklædte betjente. Og de hardcore fans ser ud som man forventer. Kæmpestore og karseklippede. Her bliver der drukket de sidste tårer øl, mens gruppen sælger merchandise fra deres egen butik under tribunen. Det er tydeligt at mærke den respekt, der er hersker over for de personer, der stod foran indgangen til den ydmyge butik.
Billetterne bliver købt efter et par sortbørshandlere forgæves forsøger at sælge os billetter til ”a much cheaper price” end hvad vi kunne finde hos den officielle billetstand, som de udtrykker det på gebrokkent engelsk. Vi rykker dog mod den officielle billetstand, hvor vi lige må vente på, at kvinden i båsen får læst en side i sin bog færdigt, inden hun kan hjælpe os. 800 serbiske dinar, eller knap 50 danske kroner, må vi punge ud med for to billetter til langsiden.
Allerede ved indgangene til tribunerne bemærker vi, hvor faldefærdigt et stadion det egentlig er. Og her skal det siges, at jeg har set fodbold i Vietnam, hvor stadionet i Nha Trang var i langt bedre stand, end Partizani Stadion. Efter et par kropvisiteringer, hvor mønter blandt andet tages fra os, så de ikke kan bruges som kasteskyts, kommer vi ind af indgang C.
Boden under tribunen er også langt fra de danske Superliga-stadions. Her findes intet mad, ingen øl eller popcorn, men blot sodavand i små krus. Bag servitricen er der skæve, nøgne hylder, en defekt håndvask og en lille kasse til byttepenge. Rundt ved hegnene prøver de selvsamme gamle mænd igen at sælge nødder fra deres bæreposer. Vi køber to glas Cola og finder vej til tribunen, gennem en indgang der ikke er lavet til for høje mennesker. Er man således over 1.85 må man dukke sig for ikke at ramme mod de små iturevne sten der hænger ned fra loftet i indgangen. Hvilket syn det må være, når flere tusinde høje serbere skal gennem disse indgange til derby-kampene mod Røde Stjerne.
Inde på tribunen slår det os, hvor stille der er. De hardcore Grobari-tilhængere og resten af de aktive fangrupperinger udgør ikke en større gruppe end omkring 1.500, og synet er således langtfra de YouTube-videoer, hvor tribunen er proppet til. De få der er kommet på plads kæmper med at få bannere hængt fast på det massive hegn foran sydsiden.
Normalt plejer sydsiden at være propfyldt med gale serbere, men for tiden er tribunen end ikke halv fyldt. Årsagen er massive interne stridigheder i Grobari, mens flere fans samtidig har set sig sure på klubbens direktør, Milorad Vučelić, som i april blev overfaldet. Samtidig mødte en af de største Partizan-fangrupper, Alcatraz, store fængselsstraffe i 2012, hvor en Toulouse-tilhænger blev dræbt i Beograd, efter en Europa League-kamp. Her blev 15 personer tildelt tilsammen 240 års fængsel.
Nordtribunen, hvor udeholdets fans hører til, er fuldstændig lukket. Det er ikke fordi, at FK Novi Pazars fans ikke har villet tage de knap 300 km fra syd mod nord. Til kampen er FK Novi Pazar fans derimod nægtet adgang til denne kamp grundet de mange problemer der har udspillet sig, når FK Novi Pazar gæster en Beograd klub. På modsatte side af vores, østtribunen, titter St. Sava-kirkens kuppel lige akkurat ud over den nøgne tribune, hvor der vel højst sidder et par tusinde. På løbebanen, hvor stadionspeakeren med et noget hjemmelavet anlæg sidder, står et par højtalere placeret. Der er således ikke et højtaleranlæg på stadion, men derimod foregår det hele nede på løbebanen. Heldigvis for dem er der skyfrit, for gud ved hvad de vil gøre såfremt det skulle begynde at regne.
Cruise control på banen
Mørket sænker sig over Partizani Stadion, mens holdene entrerer banen til hård Grobari rock. Først nu lever sydsiden op og brøler for første gang. Fem minutter inde i kampen fyrer gruppen op for deres første røgbombeshow, som lægger en tyk blå-lilla tåge over banen. Hvad der fanger vores opmærksomhed er Grobari-endens tiljubel af en ældre herre, som står for sig selv i bunden af tribunen. Han bliver af de godt 1.500 fans tiljublet og får hilsner af bedste Fenerbache-stil.
Spillet på banen er i den grad ikke prangende. Det er en stor walkover for hjemmeholdet. FK Novi Pazar spiller vel på et niveau der svarer til en midterplacering i den danske 1. Division. Kampen forløber i et roligt tempo med en stor andel af fejl hos udeholdet, hvor målmanden blandt andet står for noget af et drop ved 2-0 målet, som også er pausestillingen. Nul skud på mål er den kedelige statistik FK Novi Pazar kan tage sig med til pause-teen.
Efter pausen er det stadig cruise control for Partizan, som hurtigt kommer på 3-0 efter en noget spøjs situation. Det tidligere stortalent, Valerij Bojinov, og Alen Stefanovic går begge efter bolden, men det er tydeligt, at Stefanovic sender bolden over stregen. Alligevel spænder Bojinov ud til langsiden og kaster sig på knæene – alene – mens resten af spillertruppen lykønsker Stefanovic med målet. Igen antændes flere romerlys som krydres med et par ekstra høje kanonslag.
”Oi Kosovo, oi Kosovo”
Undervejs som anden halvleg skrider frem begynder Grobari-enden at synge flere og flere serbiske folkesange. Især gamle sange om Kosovo brager igennem. ”Oi Kosovo, oi Kosovo, vi giver dig ikke væk, Kosovo, du var altid vores, gennem tiden forbliver du vores!” runger ud fra sydsiden, med henvisning til konflikten omkring Kosovo, som i dag fungerer som en selvstændig stat. Området spiller nemlig en stor rolle i serbernes nationalhistorie. Det var her Prins Lazarus i 1389 led nederlag i slaget mod tyrkerne i det Osmanniske Rige, som altså senere førte til, at Serbien faldt under tyrkisk herredømme. Før havde både serbere og albanere boet side om side i Kosovo, men grundet tyrkernes ankomst forlod størstedelen af serberne regionen, så flertallet blev udgjort af albanere.
Konflikten mellem de serbiske myndigheder og de albanske UCK-guerilla (Kosovos befrielseshær) blev for alvor tændt, da UCK i 1996 bombede flere flygtningelejre. Siden da har der været voldsomme sammenstød i regionen, der den 17. februar 2008 blev erklæret uafhængigt. I dag nægter både Serbien og et land som Rusland at anerkende Kosovo som selvstændigt, hvilket sydsiden her på Partizani Stadion også udtrykker. Flere og flere romerlys og kanonslag antændes, mens ”Kosovo je Srbija” (Kosovo er Serbien) tordner ud fra den åbne endetribune.
Tilbage på banen foregår alt spillet omkring Novi Pazars forsvar, som flere gange ser rundtosset ud. Efter 84. minutter må den travle Novi Pazar målmand igen fiske bolden ud af nettet, efter et vidunderligt langskud af Marko Jankovic, fra omkring 30 meters afstand. Efter 93. minutters fodbold kunne Novi Pazar endelig holde fri, og Partizan Beograd kunne glæde sig over niende kamp i streg uden nederlag. En kamp som mest af alt blot mindede om en walkover for de sort- og hvidklædte Partizanere.
Sydsiden tænder de sidste par romerlys, mens resten af tilskuerne stille og roligt siver ud af de skæve indgange på det faldefærdige stadion til tonerne af det hårde rock fra løbebanens højtalere. Vi bliver siddende på Partizani Stadion til det er næsten tomt. Omkring os gives et par high-fives, mens et serbisk kærestepar beder os om at tage et par billeder af dem foran tribunen med deres nyindkøbte Partizan halstørklæder.
Udenfor, bag sydtribunen, står de hårde Grobari-tilhængere igen samlet med masser af bevæbnet bevogtning. Sammen med størstedelen af de omkring 4.000 tilskuere går vi i samlet flok mod Beograds midte, med den oplyste St. Sava-kirke forude. En sejr og tre point tættere de evige rivaler fra Røde Stjerne.
The post Beretning fra Beograd – Had og fodbold i Serbien appeared first on Netudgaven.