Siden årtusindeskiftet har flere unge danske fodboldtalenter taget turen over Nordsøen i håbet om en lang og gloværdig karriere hos de mest profilerede mandskaber i den engelske Premier League.
Fælles for langt størstedelen er det dog, at den sportslige succes er udeblevet, og håbet om en længere rejse på første klasse må se sig erstattet med en hurtig returbillet til hverdagen i Danmark.
De unge talenters udlandsophold ender derfor oftest ud med at blive kategoriseret som en ”fiasko”, og spillerne må acceptere, at betegnelsen ”evighedstalent” vil hænge som en tung sky over dem i resten af deres aktive karrierer – ja, endda hele livet.
Men hvad er årsagen til, at vores unge fodboldtalenter ikke formår at kæmpe sig op gennem ungdomsrækkerne og etablere sig på et Premier League-mandskab? Og hvorfor slutter deres karriere på topplan få år efter, og inden den reelt kom i gang? Har diverse samfundsforskere ret, når de mener, at nutidens unge ”curlingbørn” har tendens til at opgive, når de møder problemer eller modgang? Er vores strukturerede velfærdssamfund med til at skabe så privilegerede mennesker, at de ikke er klar til at stå på egne ben i denne ekstremt kompetitive verden? Skal blikket rettes mod ungdomsarbejdet og vores træningsmetoder i DBU? Det lette svar til ovenstående problemstilling er nej. Årsagen kan med rette findes andetsteds.
EM-triumfen har skabt urealistisk syn
For mange står det skrevet som vor nations største sportsbedrift; EM-triumfen i 1992. Kloge hoveder mener dog, at denne juniaften på Nya Ullevi i Göteborg har været en hæmsko for dansk landsholds- og klubfodbold lige siden. Folkefesten havde dårligt lagt sig, da Danmark i foråret 1993 indtog sjettepladsen på FIFA’s verdensrangliste, alt imens OB og Brøndby besejrede giganter som Real Madrid, Roma og Liverpool i de europæiske klubturneringer. Resultater som disse har i de efterfølgende årtier været med til at skabe et unuanceret og til tider urealistisk syn på dansk fodbold.
Sidenhen er de fantastiske resultater da også udeblevet på både klub- og landsholdsplan, hvilket vores nuværende placering som nr. 25 i verden vidner om. Ydermere har cypriotiske APOEL FC ageret dansk bøddel i europæisk fodbold i både 2009, 2014 og senest denne sommer, da klubben fra middelhavsøen med et samlet indbyggertal på 1,1 millioner ekspederede FC Midtjylland ud af Champions League-kvalifikationen.
De manglende bedrifter synes dog ikke at have ramt det danske fodboldpublikum, der stadig synes fastgroet i fortidens meritter med klaphat og McDonalds-besøg under en slutrunde.
Professionel som helt ung
Nutidens fodbold er af en helt anden støbning. Allerede fra barnsben bliver talenter målt og testet i en sådan grad, at selv diabetespatienter ville rynke på brynene. Noget FC Helsingørs Jonas Hebo Rasmussen mærkede på egen krop i sine første uger på akademiet i storklubben Arsenal:
”I den første tid kom jeg aldrig ind til centrum af London og fik set nærmere på byen. Hver dag efter træning, især i de dage hvor vi både havde et træningspas om formiddagen og eftermiddagen, var det direkte hjem og på hovedet i seng. Så udmattet var jeg”.
Jonas Hebo i aktion for Arsenal U/18 på Arsenal Training Ground. Foto: David Price
Fodboldklubber har udviklet sig til virksomheder med en omsætning på flere hundrede millioner, hvorfor talentudviklingen har fået langt større fokus i de seneste årtier. Her er der nemlig penge at spare, hvis klubberne kan etablere et ungdomsmiljø, der på sigt kan generere egne spillere til førsteholdet, så man ikke er nødsaget til at hive den store pengepung frem på spillermarkedet mere end højst nødvendigt.
Prioriteringen af talentarbejdet voksede yderligere, da det engelske fodboldforbund FA indførte reglen om, at et vist antal spillere fra egen avl (home-grown players) skulle være repræsenteret i Premier League-trupperne, hvilket kan være med til at forklare det drastisk stigende antal af handler med spillere i 15-16-års-alderen.
Simon Friis, spilleragent i agentbureauet Agentservice, bekræfter den stigende interesse for de helt unge spillere og forklarer yderligere sammenhængen: ”Scouting af ungdomsspillere er en hel division for sig selv og virkelig et indsatsområde, der er opgraderet markant i de seneste år. Klubberne skal finde de bedste ungdomsspillere i en tidligere alder og vigtigst af alt, før andre får øje på dem. De to ting går klart hånd i hånd”. Det stigende antal af handler øger samtidig risikoen for at skrive kontrakt med en spiller, der allerede har ”peaket”, og hvor overliggeren for hans potentiale stagnerer. En kalkuleret risiko forklarer Simon Friis: ”Det er noget klubberne er bevidste om, og en chance de er villige til at tage” afslutter han.
Få kommer gennem nåleøjet
For Jonas Hebo var der tale om en surrealistisk oplevelse, da repræsentanter fra Arsenal var i røret og inviterede den daværende Hvidovre-spiller med til træningsturnering i Italien – en turnering hvor danskeren imponerede og efterfølgende blev tilbudt en ungdomskontrakt i klubben, bare 15 år gammel: ”Ingen danske klubber havde nogensinde vist interesse for mig, så det var vildt at forholde sig til, at én af verdens bedste klubber gerne ville have dig. Jeg var aldrig den bedste i min årgang som mindre, så da Arsenal viftede med en kontrakt, var jeg ikke i tvivl. Jeg skulle bare afsted!”.
Jonas Hebo Rasmussen poserer med bl.a. Jack Wilshere, Wojciech Szczesny, Emmanuel Frimpong og den daværende engelske landstræner Fabio Capello, da landsholdstruppen benyttede Arsenals træningsanlæg. Foto: Jonas Hebo Rasmussen
Den talentfulde offensivspiller kan dog sagtens nikke genkendende til problematikken, Simon Friis opstiller, og tilføjer, at succeskriteriet på akademiet i Arsenal blev opfyldt, hvis blot én spiller fra en specifik årgang slog igennem på førsteholdet. Et kriterie Jonas Hebo på daværende tidspunkt ikke var klar over, men rationaliseringen af det ekstremt smalle nåleøje har efterfølgende hjulpet den nu 24-årige FC Helsingør-spiller i sin egen selvopfattelse, hvor fodbolden fortsat er det altoverskyggende i hans liv:
”Jeg ånder og lever stadig hundrede procent for fodbolden. Dengang tog jeg en chance, og jeg tror de fleste lyver, når de siger, at de ikke havde gjort det samme, havde de været i mine sko. Måske rakte talentet bare ikke til mere, eller måske fik jeg ikke den fornødne tid til at vise mig frem”, afslutter det tidligere Arsenal-talent.
England vs. Holland
Ifølge Nicklas Pyrdol, sportspsykologisk konsulent ved bl.a. Team Danmark, er tid netop én af de største faldgrupper for de danske talenter i England: ”Der er simpelthen ikke tid til tilvænning i det miljø. Skal du bruge, lad os sige otte-ti måneder, til at vænne dig til ”den nye skole”, bliver du overhalet af andre, der ikke skal bruge en så stor tilvænningsperiode. Det er en tilbagegang, som de færreste kommer sig over”, forklarer han.
Og de fleste danskere skal bruge tid, når den danske model byttes ud med den engelske, hvor fodbolden oftest er den eneste udsigt til en respektabel tilværelse: ”Du oplever slet ikke den samme ”do or die”-mentalitet i Danmark, som tilfældet er i England. Hertil har vi et velfærds- og uddannelsessystem, som er langt mere attraktivt end i England, hvor der oftest ikke er plads til fodbold og skolegang på samme tid”, tilføjer han.
Nicklas Pyrdol har i forbindelse med sin uddannelse haft sin daglige gang i de engelske klubber Liverpool, Everton og Fulham, mens hans specialeskrivning fandt sted i den hollandske storklub Ajax Amsterdam, hvoraf sportspsykologen har fået stor indsigt i begge miljøer. For ham er det ikke overraskende, at flere unge danskere lykkedes i Holland frem for i det engelske:
”I Holland konkurrerer de (danskerne, red.) på samme vilkår, som de er vant til. Det kræver ikke en anden mentalitet eller en anden social tilgang. Hollænderne fremelsker de samme værdier, som den danske skole ynder at gøre. Dermed ikke sagt at den engelske måde at gøre tingene på er forkert. Den tilgodeser nok bare ikke danskere og deres styrker, som tilfældet er andre steder i Europa”.
Den tidligere hollandske storspiller Dennis Bergkamp instruerer en række Ajax-spillere, heriblandt danske Christian Eriksen. Foto: Nicklas Pyrdol
Superligaen et skridt ned…
Det endelige Premier League-gennembrud udebliver dog oftest for teenagedanskerne og få år efter begyndelsen på det store eventyr må langt størstedelen vende snuden hjem til lille Danmark – et gensyn og en udfordring der ikke er så lige til, som man ellers kunne forvente. Faktum er nemlig, at kun et fåtal ender som en etableret stjerne i enten Superligaen eller andetsteds i Europa efter et tidligt udlandsophold i England.
Ifølge Nicklas Pyrdol har dette sin helt naturlige forklaring: ”For nogen er det rent psykologisk et kæmpe identitetsslag at komme hjem igen. Flere af dem har levet drømmen i England, hvor man i akademikampene sagtens kan opleve kampe med tilskuertal på op imod 15-20 tusinde. Uden at forklejne Superligaen så føler mange af spillerne, at den danske liga er under deres niveau, og groft sagt tænder tanken om en tilværelse i en mellemstor dansk klub dem overhovedet ikke”, forklarer Nicklas Pyrdol.
Han uddyber yderligere, at det økonomiske aspekt ligeledes spiller ind i spillernes overvejelser om den fremtidige karriere: ”Økonomien i dansk fodbold kan sagtens matches i erhvervslivet, hvor de via eksempelvis en mellemlang videregående uddannelse kan tjene det samme som den almene Superliga-spiller. Med andre ord har de flere muligheder end blot fodbolden, hvilket sagtens kan virke tillokkende for nogen, der allerede har kæmpet kampen i fodboldmiljøet én gang, og hvor de ydermere har mulighed for at komme prædikatet ”evighedstalent” til livs”, afslutter sportspsykologen.
I mine bestræbelser på at komme i kontakt med flere af disse såkaldte ”evigheds-talenter”, heriblandt nogle af de første, Mads Timm og Sebastian Svärd, blev jeg mødt af en vis form af foragt for sportspressen og dens for ofte negative tilgang:
”Problemet er, at vores kriterier for succes og fiasko er for unuanceret. Det er for sort og hvidt, og det havde jeg ikke lyst til at være en del af. Der er ikke plads til hele mennesker i det miljø. Det kan simpelthen ikke eksistere i så dekadente miljøer”, forklarer Mads Timm, der efter opholdet i Manchester United og en række udenlandske lejeaftaler endte i OB og Lyngby, inden karrieren blev indstillet i en alder af bare 24 år.
Velvidende at han nok aldrig kommer til at ligge den ene million efter den anden til side hver måned, ønsker Jonas Hebo Rasmussen ikke at opstille et skræmmebillede af sin tid i London – en tid der bestemt bød på flere plusser end minusser. Og fik han chancen igen, ville han ikke tøve et sekund.
The post De misforståede evighedstalenter appeared first on Netudgaven.